Din mening

Her kan du sende dine kommentarer til forslag til Kommuneplan 2017-2029 ved at udfylde felterne herunder og trykke ”send”. Du skal oplyse en emailadresse, så du får tilsendt en kvittering på modtagelse af dit høringssvar.

Du kan også vedhæfte filer eller billeder til dit høringssvar (dog max 100 Mb pr. svar).

Hvis ikke det er muligt at sende dit høringssvar via denne side, kan du også sende dit høringssvar til teknisk@solrod.dk eller Solrød Kommune, Teknik og Miljø, Solrød Center 1, 2680 Solrød Strand.












Forslag til Kommuneplan 2017-2029 er i høring fra den 8. juni 2017 til den 31. august 2017. Alle høringssvar vil indgå i Byrådets behandling af den endelige Kommuneplan. Når planen er endeligt godkendt inden udgangen af 2017, kan der klages over retlige forhold, som fx proces og formalia omkring planens tilvejebringelse.

FORSLAG
By- og boligudvikling
Erhverv
Detailhandel
Skiltning
Det åbne land & landsbyer
Trafik
Klima og bæredygtighed
Træpolitik

Retningslinjer for trafik

Trafik spiller en væsentlig rolle i Solrød Kommune, hvor ønsket er at have let og trafiksikker tilgængelighed med gode muligheder for kollektiv trafik og sammenhængende stiforbindelser, der mindsker afhængigheden af kørsel i privatbil.

Nedenstående retningslinjer gør rede for de krav planlægningen for trafik skal opfylde. Redegørelser fremgår under de enkelte retningslinjer eller til sidst i listen herunder.

Reservation til transportkorridor (RL 4.1)

Den udlagte statslige reservation til transportkorridor skal respekteres, som vist på retningslinjekort for reservationer til trafikanlæg.

Redegørelse for RL 4.1

Transportkorridoren er en langsigtet arealreservation, som skal sikre placeringsmuligheder for fremtidige overordnede trafik- og forsyningsanlæg. Baggrunden for reservationen er erfaringer, der viser, at det er vanskeligt og forbundet med store udgifter at føre store infrastrukturelle strækningsanlæg som fx jernbaner, veje og højspændingsanlæg gennem landskabet i landområdet, og gennem bebyggede og intensivt udnyttede områder i byområdet.

Transportkorridoren er fastlagt i Fingerplanen, som du kan finde her.

Se også Planlovens § 11a.

Planlægning for nye trafikanlæg (RL 4.2)

Følgende nyanlæg og ombygninger på vej- og banenettet skal respekteres, som vist på retningslinjekort for reservationer til trafikanlæg:

  1. Jernbaneforbindelsen mellem København og Ringsted via Køge.
  2. S-togsstation Trylleskoven (i bydelen Trylleskov Strand) samt reservation til eventuel fremtidig stationsplads.
  3. Eventuel fremtidig omfartsvej syd om Gl. Havdrup.
Redegørelse for RL 4.2

Reservation til den nye jernbaneforbindelse og S-togsstation (Trylleskoven) er hentet fra Fingerplan 2013, § 24, stk. 1.

Den nye jernbaneforbindelse mellem København og Ringsted er nu anlagt og forventes at åbne i december 2018 (pr. april 2017).

Solrød Kommune har endvidere planlagt for en eventuel fremtidig omfartsvej syd om Gl. Havdrup, som vil reducere trafik gennem landsbyen og sikre bedre oversigtsforhold ved udkørsel til Roskildevej. 

Se mere i Trafikplan 2016-2020.

Der er i rammelokalplanen for Trylleskov Strand (lokalplan 603.9) reserveret areal til en eventuel stationsplads (og centerformål). Denne udpegning tilføjes denne kommuneplan for at synliggøre, hvad Solrød Kommune arbejder for.

Omdannelse af terminaler og stationsområder (RL 4.3)

Kommunen skal i samarbejde med trafikselskaber ved forbedring af terminaler sørge for, at der planlægges for cykelparkering i tilstrækkeligt omfang og placeret bedst muligt i forhold til terminalernes skiftemuligheder.

Ligeledes skal der ved ombygning eller udvikling af stationsområder sikres gode muligheder for at skifte mellem transportformer, herunder mulighed for Parker-og-rejs-faciliteter med ladestationer til el-biler, cykelparkering m.m. ved s-togstationerne.

Redegørelse for RL 4.3

For at gøre de offentlige transportmidler mere attraktive, arbejdes der med at give gode forbindelsesmuligheder til andre transportformer. For togtrafikken er det blandt andet vigtigt, at der for pendlere skabes gode parkeringsforhold – også for cykler.

Byrådet har som mål at ville forbedre faciliteterne, der understøtter kombinationsrejser herunder mulighed for Parker-og-rejs faciliteter med ladestationer til el-biler, cykelparkering m.m. ved s-togstationerne. Målet er fra Planstrategi 2015 og Den Grønne Dagsorden og er indarbejdet i denne retningslinje.

Solrød Strand Station og Havdrup Station er begge omfattet af helhedsplaner med en række anbefalinger for den fremtidige udvikling af områderne, herunder stationsområderne.

I forlængelse af helhedsplanen for Solrød Center er der anlagt ny cykelparkering ved Solrød Strand Station. Det nye anlæg er en del af en opgradering af undergangen, der løber under stationen. Det er meningen, at dette nye tiltag skal muliggøre en mere lys og rumlig gennemgang, med fokus på bedre organiseret cykelparkering, belysning og belægning. Derudover er der i Helhedsplanen for Solrød også fokus på at omdanne en række pladser og byrum i centergaden, så den inviterer til ophold og aktiviteter, herunder også en omdannelse af stationspladsen og busholdepladsen med henblik på at få integreret en række funktioner i centret.

I forlængelse af helhedsplanen for Havdrup er Stationspladsen under udvikling. Her arbejdes med trafikregulering og etablering af ét samlet byrum. Trafikken omkring Stationspladsen skal være mindre dominerende og mere struktureret. Parkeringsforholdende vil også få et løft. Endeligt arbejdes der på at skabe en bedre forbindelse over banen for at udbedre den manglende sammenhæng i Havdrups stisystem samt øge den trafikale sikkerhed.
Det foreslås at iværksætte et gennemgående trafikdæmpende indgreb i Hovedgaden, der samtidig skaber et grønnere og mere rekreativt rum imellem bygningerne. Ved at lave huller i belægningen i kanten af vejbanen vil der kunne plantes vejtræer. Vejtræerne vil dermed både fungere som fartdæmpende chikaner og tilføre Hovedgaden et grønnere og mere rekreativ udtryk.
Vejtræerne danner endvidere små lommer langs Hovedgaden. Disse lommer kan bruges til parkering, grønne mellemrum med plantekasser, små forhaver til boliger eller udeservering.
Hovedgadens beboere og butiksdrivende ville kunne få medbestemmelse over indretningen af de små lommer og i fællesskab stå for at passe og vedligeholde dem.
Hvis der på sigt kommer flere boliger i Hovedgaden, vil disse mellemrum også give mulighed for, at man kan lægge dele af fortovet ud i de små lommer, og derved skabe en større afstand imellem husfacade og fortov/gade. Det vil være med til at løse den klassiske ’indkigsproblematik’ ved at bo i stueetagen, da der herved ville blive mulighed for at skabe en lille mellemzone mellem forbipasserende og bolig.

Se mere i Helhedsplanen for Solrød og Helhedsplanen for Havdrup.

Planlægning for veje i Solrød Kommune (RL 4.4)

Vejnettet i Solrød Kommune består af trafikveje, lokalveje og arealudlæg til eventuelt fremtidige veje som vist på retningslinjekort for veje.

Redegørelse for RL 4.4

Trafikveje består af trafikveje i byerne og gennemfartsveje og fordelingsveje udenfor byerne. Trafikvejnettet bør være sammenhængende og overskueligt. På trafikveje afvikles den gennemkørende trafik, og der fokuseres på god fremkommelighed kombineret med god sikkerhed.

Lokalveje omfatter alle de øvrige veje i kommunen. De betjener de lokale områder, og de enkelte boliger, arbejdspladser, institutioner og butikker.
Lokalvejene tilgodeser især trafiksikkerhed for de lette trafikanter. Samtidig skal alle trafikanttyper have god tilgængelighed til disse veje kombineret med en rimelig fremkommelighed. Dette indebærer lave hastigheder af hensyn til trafiksikkerheden og mange tilslutninger af hensyn til de lette trafikanters fremkommelighed.

Køge Bugt Motorvejen og Roskildevej, som løber gennem Solrød Kommune er statsveje, hvor Vejdirektoratet er myndighed.

Se også RL 4.2 (her på siden) om fremtidige arealreservationer til trafikanlæg.

Planlægning for stier i Solrød Kommune (RL 4.5)

Stinettet i Solrød Kommune består af transportstier (stirutenettet), som vist på retningslinjekort for transportstier, og af rekreative stier (heraf nogle regionale), som vist på retningslinjekortet for rekreative stier.

Kommunen skal sikre sammenhæng mellem det regionale trafiknet (veje) og det regionale stinet, samt mellem det overordnede regionale rekreative stinet og det øvrige regionale rekreative stinet.

På de regionale transportstier skal der være god fremkommelighed for cyklister, herunder velegnet belægning på cykelstien.

Der må ikke planlægges for byggeri og anlæg eller foretages dispositioner, der hindrer etablering af de angivne planlagte stier.

Redegørelse for RL 4.5

Stinettet består overordnet af 2 typer stier, henholdsvis transportstier (stirutenettet – velegnet til cykler) og rekreative stier (stier der forbinder by med fx det åbne land eller kysten). Stirutenettet består af regionale og kommunale stier (separate stier og stirute ad vej). Strækningerne langs Strandvejen, Tåstrupvej og Roskildevej er udpeget som overordnede transportstier med regional betydning (ifølge Fingerplanen), og disse er etableret som cykelsti langs vej.

Det sammenhængende kommunale stirutenet (med både stier og stiruter ad vej) fremgår af Trafikplan 2016-2020. 

Stirutenettet kan også ses her på kommunens hjemmeside.

Solrød Kommune har et godt og veludbygget stinet. Det betyder, at der er god fremkommelighed og sikkerhed for de lette trafikanter – og også god sammenhæng mellem veje og de regionale rekreative stier (både de overordnede regionale rekreative stier, som er udpeget i Fingerplanen, samt de øvrige regionale rekreative stier, som fx Hedebostien).

Solrød kommune vil fortsat arbejde på at fremme cyklismen i kommunen, bl.a. ved at forbedre skiltning mv. men også ved at fastholde ønsket om et sammenhængende kommunalt og regionalt stirutenet (cykelstier) i byen, mellem by og land (herunder kysten) samt mellem kommunens landsbyer. Samtidig er centre, fritidsaktiviteter, skoler og institutioner forbundet via stisystemer  i stort set hele kommunen.

Redegørelse for planlagte stier

De planlagte stier er vist med en principiel linjeføring.

I denne kommuneplan fastholdes udpegningen til en eventuel fremtidig stiforbindelse langs banen i Trylleskov Strand og videre over Cementvej og med opkobling til den eksisterende Banesti syd for Cementvej og videre mod Solrød Strand Station og Solrød Center.

Den tidligere planlagte stiforbindelse ad Havdrup Allé (i Havdrup Vest) udgår som udpegning, da der i forbindelse med gennemførelse af Havdrup Allé fra Hovedgaden/Tykmosevej til Havdrup Centervej vil blive anlagt cykelsti i begge retninger som en del af vejprofilet. Stiforbindelsen bliver således ikke en selvstændig udpeget stiforbindelse, men en del af det samlede vejprofil (med vej, cykelsti og fortov). Cykelstierne vil få forbindelse til eksisterende cykelstinet i Havdrup.

Redegørelse for det rekreative stinet

De regionale rekreative stier består af dels det overordnede regionale rekreative stinet (herunder også det nationale stinet – i Solrød cykelstirute N9) og dels det øvrige regionale stinet.

De regionale rekreative stier skal sikre adgang fra større byer til det åbne land, til kysten og til værdifulde naturområder og landskaber. De rekreative stier tilstræbes generelt at være et inspirerende tilbud til både cyklende og gående, samtidig med at trafiksikkerheden er i fokus (sikring ved krydsning af større veje).

Solrød Kommune vil for at sikre sammenhæng i det regionale stinet samarbejde med andre initiativtagere og berørte parter (fx nabokommuner) om en videreudbygning af det overordnede, rekreative stinet, forudsat at disse har forløb gennem Solrød Kommune.

Eksisterende rekreative stier

  • National Cykelrute 9 - N9 (National rekreativ sti)
    Rute 9 går fra Helsingør til Gedser og indgår desuden i The Sun Route fra Nordkap til Malta, via blandt andet København og Berlin. I Solrød Kommune har ruten et nord-sydgående forløb og passerer landsbyerne Karlstrup, Solrød, Jersie og Naurbjerg.
  • Gudernes Stræde (Regional rekreativ sti)
    Vandrerute med forløb fra Mosede Fort til Vellerup Vig. I Solrød Kommune forløber vandrestiruten forbi Karlstrup Landsby, Karlstrup Kalkgrav og gennem Havdrup Mose.
    Se mere på www.gudernesstraede.dk
  • Hedebostien (Regional rekreativ sti)
    Vandre-, cykel- og delvis ridesti med forløb Køge Bugt – Roskilde Fjord. Stien er etableret som et partnerskabsprojekt og som tværkommunalt samarbejde mellem Solrød, Greve og Roskilde Kommuner. Hedebostien giver gående, motionister, cyklister og ridende mulighed for store naturoplevelser, samtidig med at stien formidler de kulturhistoriske spor, den krydser.
    Se mere på www.hedebosti.dk
  • Kløverstier (Rekreativ sti)
    Opmålte stiruter i by og bynære områder. Kløverstikonceptet består af fire stier (ad eksisterende stier) med samme udspring (springvandet ved Solrød Rådhus) og med forskellig længde (2½, 5, 7½ og min. 10 km).
    Læs mere om Kløverstierne på Solrød Kommunes hjemmeside 
  • Stirute ad eksisterende lokalveje i kommunens nordlige del (Rekreativ sti)
    Stiruten forbinder i Solrød Kommune Karlstrup Landsby med Karlstrup Kalkgrav og kystkilen Firemileskoven/Karlstrup-Engstrup Moser.
  • Sti/forbindelse på strandarealer langs Køge Bugt, der forløber gennem Solrød fra nord til syd (Rekreativ sti)
    Strækningen har tidligere været markeret som planlagt sti, men forbindelse eksisterer allerede i dag. En del af strækningen føres ad egentlige stier langs Trylleskoven og Staunings Ø, mens den sidste del her imellem eksisterer som en ”trampesti” (der er blevet formet af brugerne). Stien er en rekreativ vandresti og må derfor ikke anlægges med fast belægning.
    Dette stiforløb fremgår også af Fingerplan 2013 (Kortbilag M).

Planlagte rekreative stier

  • Natursti langs Skensved Å mellem Naurbjerg og Jersie Strandvej
    Øst for motorvejen, gennem Jersie Mose, kædes den planlagte rekreative sti med eksisterende rekreativ sti (natursti) gennem mosen.
    Dette stiforløb er udpeget som ”missing link” i Fingerplan 2013 (kortbilag L). ”Missing links” er de strækninger i hovedstadsområdet, hvor der mangler tilstrækkelig sammenhæng i det rekreative stinet. Disse forbindelser sikres ved, at der i første omgang i kommuneplanerne fastlægges en principiel linjeføring.
  • Natursti syd for Tykmosevej  
    Eventuel fremtidig forbindelse (natursti) mellem Havdrup fra Tykmosevej til Kr. Skensved via Toftegårdsvej.
    Udpegningen er overført uændret fra sidste kommuneplan.
  • Natursti langs Solrød Bæk mellem Havdrup, Gl. Havdrup og Solrød Landsby
    Eventuel fremtidig rekreativ stiforbindelse (natursti) langs Solrød Bæk mellem Solrød Landsby, Havdrup og Gl. Havdrup.
    Udpegningen er overført uændret fra sidste kommuneplan.
  • Natursti mellem Solrød Landsby og Karlstrup Landsby
    Eventuel fremtidig rekreativ forbindelse (natursti) mellem landsbyerne Solrød og Karlstrup som blandt andet passerer gravhøjene.
    Udpegningen er overført uændret fra sidste kommuneplan.
  • Natursti/trampesti på støjvolden ved Trylleskov Strand
    Udpegningen er overført uændret fra sidste kommuneplan. 
  • Natursti ved Havdrup Mose
    Eventuel fremtidig natursti, som kan forbinde Havdrup Mose (også kaldet Gl. Havdrup Mose) med Snoldelev Mose i Roskilde Kommune. Udpegningen er stort set overført uændret fra sidste kommuneplan, med undtagelse af, at den del af ruten, som var udpeget ad Hastrupvej, udgår som planlagt sti, da forbindelsen allerede eksisterer i dag (som vej) og også er en del af vandreruten Gudernes Stræde.
  • Sti nord for Karlstrup
    Udpegningen er videreført uændret fra sidste kommuneplan.
  • Natursti ved Staunings Ø mod syd
    Eventuel fremtidig forlængelse af natursti på indersiden af lagunen og over kommunegrænsen. Udpegningen er overført uændret fra sidste kommuneplan.
Udformning af veje og stier (RL 4.6)

Ved udformning af veje og stier skal der tages hensyn til trafiksikkerhed for alle, trafikstøj, tilgængelighed og æstetisk udtryk.

Redegørelse for RL 4.6

Retningslinjen skal sikre, at udbygning og udformning af vej- og cykelstinettet sker, så trafiksikkerhed, trafikmiljø og det visuelle miljø forbedres, samtidig med at trafikken kan afvikles på en effektiv, sikker og velfungerende måde.

Retningslinjen er bundet op på Byrådets mål om, at vej- og stinettets udformning og vedligeholdelsestilstand tager hensyn til trafiksikkerhed for alle trafikanter, til trafikstøj og tilgængelighed, det æstetiske indtryk samt vedligeholdelsen af vejkapitalen.

Vejkapital er et udtryk for at vejbelægninger er vedligeholdt tilstrækkeligt, så det sikres at tilstanden af veje og stier ikke nedbrydes i en sådan grad, at det skal bruges unødige udgifter på genopretning. Den del af målet, som omhandler vedligehold samt vejkapital, er orienteret mod drift og er ikke relevant for kommuneplanen.

Hensyn til trafikstøj i planlægningen (RL 4.7)

Når der i kommune- og lokalplanlægningen udlægges arealer til støjfølsom anvendelse, skal det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende regler om støj kan overholdes i planområdet ved støj fra: veje og jernbaner, støjende fritidsanlæg, militære flyvestationer samt skyde- og øvelsesterræner og virksomheder.

Når der etableres nye veje, skal det så vidt muligt tilstræbes, at Miljøstyrelsens vejledende regler for støj kan overholdes i eksisterende og kommuneplanlagte boligområder og områder med anden støjfølsom anvendelse.

Redegørelse for RL 4.7

Kommunerne har pligt til at sikre, at støjbelastede områder, hvor støjniveauet er højere end Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi, ikke udlægges til nye boliger eller anden støjfølsom anvendelse, med mindre lokalplanen har bestemmelse om støjbeskyttelse.

Områder til støjfølsomme formål er f.eks. boligområder, feriebyer, campingpladser, hoteller, kolonihaver, sommerhusbebyggelser og rekreative områder. Rekreative områder kan undtages, hvis de på grund af deres anvendelse ikke vurderes at være støjfølsomme, f.eks. støjende fritidsanlæg eller rekreative buffer områder mellem erhverv og bolig.

Kommuneplanens skal ifølge de statslige interesser vise de støjbelastede områder og stilleområder kortlagt i henhold til Støjbekendtgørelsen (Bekendtgørelse om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner, BEK nr. 1309 af 21/12/2011).

Dog er Solrød Kommune ikke omfattet af kravet om at udarbejde en støjhandlingsplan samt støjkort for kommunen, idet der ikke er udpeget strækninger eller byområder, udover Køge Bugt Motorvejen og Roskildevej, som begge er statsveje (jf. bilag 1 i Støjbekendtgørelsen). 

Kommunerne har mulighed for at udpege og kortlægge stilleområder, jf. Støjbekendtgørelsen. Solrød Kommune har ikke udpeget stilleområder.

Det er vejmyndighederne, der har ansvaret for at prioritere en indsats mod generende vejstøj ved eksisterende boliger. Vejdirektoratet er vejmyndighed langs statsvejene (motorveje), mens de pågældende kommuner har ansvaret langs kommuneveje, hvor langt de fleste støjbelastede boliger findes.

Støjhensynet bør indgå i forbindelse med planlægning og projektering af boligbebyggelse langs trafikerede veje. De samme principper vil imidlertid også være gældende ved planlægning af andre støjfølsomme funktioner. Der bør også tages udgangspunkt i disse grænseværdier ved etablering af nye veje.

Hvis det er muligt ved afskærmning eller støjdæmpning, at opnå at overholde de vejledende krav til udendørs støjniveau, inden arealerne tages i brug, kan støjbelastede områder anvendes til støjfølsomme formål.

Læs mere om Miljøministeriets vejledende regler om støj her.

Støj fra motorvejen

Solrød Kommune er i dialog med Vejdirektoratet i forbindelse med udvidelsen af motorvejen, herunder om støjforholdene. Der er igangsat arbejde med støjdæmpende foranstaltninger i form af støjskærm ved Markstiens underføring af Cementvej.

Støj fra jernbane

Støj fra eksisterende jernbaner forventes væsentligt reduceret i takt med, at materiellet løbende fornys og forbedres.

I forbindelse med projektering og etablering af den nye jernbaneforbindelse København-Ringsted arbejder Solrød Kommune for, at støjgenerne fra jernbanen begrænses mest muligt.

Støj fra lufthavne

Ifølge Forslag til Fingerplan 2017, § 33,/Fingerplanen er Solrød Kommune underlagt restriktioner i forbindelse med støjkonsekvensområdet for Roskilde Lufthavn, Tune, og disse skal respekteres i den kommunale planlægning.

Støjkonsekvensområdet berører Solrød Kommune ved Havdrup, Gl. Havdrup og en række landområder i tilknytning hertil og ved kommunens nordlige grænse, som vist på kortet herunder.

Se kort med støjkonsekvensområder ved Roskilde Lufthavn her.

 

Generel redegørelse for trafik

Solrød Kommune har et bredt udbud af kollektive transportformer og opfordrer rejsende til at kombinere bus- og tog, f.eks. på ture til Køge, Roskilde og København. Derudover har Solrød Kommune et veludbygget stisystem, hvorfor det er oplagt at benytte gang- og cykelstierne til skole, arbejde og til stationen.

Brugen af kollektiv trafik bør også som udgangspunkt tænkes ind i bystrukturen - især ved planlægning af nye bydele.

I Solrød Kommune er der (pr. marts 2017) fire buslinjer samt en natbus, en S-bane (linje A og E) og en regionaltogsforbindelse mellem Roskilde og Køge med station i Havdrup.
Se kort over den kollektive trafik i Solrød Kommune her.

Derudover tilbyder Solrød Kommune også Flextur, som er et tilbud til alle borgere om fleksibel, kollektiv kørsel fra dør til dør i taxa eller minibus.
Se mere om Flextur i Solrød Kommune her.

Solrød Kommune arbejder fortsat for, at der etableres en ny station ”Trylleskov Strand” og stationen fremgår også af Forslag til Fingerplan 2017 (som Trylleskoven).

Se mere om Lovgivning m.m. i forhold til kommuneplanen her.

Kommuneplanen i forhold til Movias Trafikplan 2016

Trafikselskabet Movia udfører den offentlige kollektive busbetjening i Hovedstadsområdet samt i Region Sjælland og dermed også i Solrød Kommune. Det gør Movia på baggrund af Trafikplan 2016.

Målsætningerne i Movias Trafikplan 2016 omhandler:

  • Det strategiske net
  • Effektivitet og produktivitet
  • Klima og miljø
  • +Way (særligt buskoncept, hvor trafikken i videst muligt omfang afvikles på bussernes præmisser - fx særskilt vejbane til bus, fortrinsret ved lyssignaler m.m.)
  • Tyndt befolkede områder
  • Kundetilfredshed
  • Terminaler og stoppesteder
  • Flextrafik (koordineret transport af borgere- gælder både visiteret kørsel og flextur) 

Af Movias Trafikplan fremgår det, at Movia vil opgradere en række buslinjer i det strategiske net, blandt andet i forbindelse med etableringen af jernbaneforbindelsen København-Ringsted. Det strategiske net består af tog, metro og udvalgte buslinjer, der i sammenhæng har et stort potentiale for effektivitets- og produktivitetsforbedring gennem optimering af ruteføringer, frekvens, skifteforhold, fremkommelighed osv.
For Solrød Kommune betyder det en forventning om en god busbetjening direkte til Køge Nord Station og videre til det kommende Universitetshospital.

Movias målsætning er at gøre busdriften fossilfri i 2030, samtidigt med en yderligere reduktion af NOX og partikeludledningen. Målsætningen er i fin tråd med Solrød Kommunes klimamål.
Endvidere arbejder Movia for at dæmpe støjniveauet i og uden for busserne.

Movia bidrager desuden til omdannelsen af Havdrup Stationplads, som er en del af arbejdet med Helhedsplanen for Havdrup.

Læs mere om Movias Trafikplan 2016 her på Movias hjemmeside.

Solrød Kommune

Teknik og Miljø
Solrød Center 1
2680 Solrød Strand

Telefon 56182000
teknisk@solrod.dk

www.solrod.dk

Se kort - her bor vi

Sikker mail for myndigheder: 
sikkerkommune@solrod.dk

CVR. 68534917

Cookies